Oplægsnoter til Uønsket i Danmark – bortsendt til Amerika

image1

Af John Bertelsen ((Handicaphistorisk forskningsprojekt i samarbejde med dr. Phil. Birgit Kirkebæk))

Maribo Amts Tvangsarbejds- og Daareanstalt”blev åbnet i 1866 som en kombineret anstalt beregnet på sindslidende, idioter og epileptikere samt besværlige fattiglemmer og mennesker dømt til tvangsarbejde. Anstalten var opbygget efter et panoptikon system:

Midtpunktet dannes af et toetages Taarnbygning med Kjælder; den indeholder Oekonomileilighed, Sygestue, Isolationslocaler for Inddømte, Depot, Contoir, Bedesal og Bolig for Inspekteuren. Fra denne Midtbygning udgaar i Straaleform de forskjellige andre Bygninger, hvori Lemmerne ere anbragte. Denne Bygningsform gjør det muligt at sondre de forskjellige Klasser og Kjøn i særlige Bygninger og Gaarde, medens de tillige kunne overses fra Inspecteurens Bolig ((Stiftstidende for mandag den 29. december 1879 artiklen ”Maribo Amts Tvangsarbeids- og Daareanstalt”)).

Det var Maribo Amtsråd, der havde oprettet Anstalten i et samarbejde mellem en række af områdets sogne, men det var i høj grad sket på foranledning af en af områdets godsejere ”Hs. Excellence, Udenrigsminister Rosenørn-Lehn”. Det var Rosenørn-Lehns ”Ønske at se oprettet her i Maribo Amt en Anstalt, hvorpaa kunde blive indlagt saadanne, som, grundet paa et uregelmæssigt Liv eller formedelst uheldige Omgivelser, stode i Fare for at gaa tabte for sig selv og Samfundet”.

Rosenørn-Lehn havde ved rejser i udlandet set på, hvordan man andre steder håndterede problemet med ”løsgjængere”, og hvordan de blev sat i beskæftigelse, så en del af disse ”ulykkelige” kunne føres tilbage til et regelbundet liv.

Der udøves ikke alene herved en Humanitetsgjerning mod vedkommende Individer, men man bidrager til at afværge fra det offentlige Fattigvæsen Byrden af Personer, der meget godt kunde arbeide for deres Underhold, mens dels ikke ville og dels ikke forstaa det ((Ibid.)).

Hjælpen ”skulle gives med Forstand, som der stod i en avisartikel 1879: ((Lolland-Falsters Stiftstidende onsdag den 31. december 1879))

Jo omhyggeligere Samfundet tager sig af de Nødlidende og Trængende, desto strængere maa der vaages over, at en falsk Humanitetsfølelse ikke lader sig under Udøvelsen af den offentlige som den private Godgjørenhed overliste af snedige Døgenigter eller kujonere af frække Dagdrivere. Naar Landets Borgere betale sine Aar for Aar voxende Skatter til Fattigvæsenet, naar de flittige tegne sig paa de cirkulerende Lister saa i et og saa i andet veldædigt Øjemed, og naar derhos – trods alle Opraab om kun at give til ”vore” Trængende – dog ikke kunne frigøre sig for ogsaa at udøve nogen privat Godgjørenhed, saa skal man vel tage sig i agt for, at denne bestandige given kan blive generende nok, navnlig for den mindst velhavende Middelklasse, for disse Familier i de saa meget anpriste smaa, pæne Stillinger.

Den behandlingsmæssige forestilling var, at Anstaltens recept på regelmæssigt arbejde, nærende kost og afholdenhed med tiden kunne få nogle indsatte til at genvinde ”en deel af den tabte Kraft til at modstaa Fristelser”, og at der var mange smukke eksempler på det. Anstaltens inspektør og den måde, han løste sin opgave på, var afgørende for, om sådanne positive adfærdsreguleringer kunne blive en realitet:

De trodsige, Umedgjørlige og Opsætsige skulle boies; den Sammensunkne, Nedboiede og Villieløse skulle holdes oppe og styrkes i Troen paa, at alt endnu engang kan blive godt; alle de, der ligge i Krig med Samfundet, og det er de fleste, og hvis Hovedfeil bestaar i, at de søge Aarsagen for deres Tilstand hos alle andre end hos sig selv, maa ledes hen til at søge Skylden, hvor den er, o.s. fremdeles, men dette er Ting, som hører til den indre stille Gjerning; man ved, at derinde maa udøves et Arbeide i den antydede Retning; men hvorledes , ja det maa den Mand forstaa, som har sat sig til sin Livsopgave at udøve den, det ses og kjendes ikke udenfor Murene.

Vi har i vores forskning specielt fokus på Anstaltens arbejds- og tvangsarbejdsafdeling, fordi det fortrinsvis var fra disse afdelinger mennesker blev (bort)sendt til Amerika. I perioden 1867 – 1930 blev 27 personer udskibet, heraf en kvinde. Fortællingen om de mennesker, der blev sendt til Amerika eller Canada fra tvangsarbejdsanstalten Saxenhøj er fyldt af modsigelser og uklare punkter, som fører til de forskningsspørgsmål, vi har stillet:

  • Var der tale om deportation, en sidste chance eller begge dele?
  • Hvorfor blev denne lille håndfuld mennesker sendt af sted, når langt de fleste blev tilbage på fattiggård eller arbejdsanstalt?

Den fortælling om den Anden, der kan udledes af korrespondancen mellem anstaltens skiftende inspektører og formændene for de lokale sogneråd og fattigkommissioner, er en del af en større fortælling, der handler om den generelle udvandring til Amerika fra 1830erne og frem til begyndelsen af 1900tallet. Amerika fremstilles i denne periode som landet, der vil give enhver arbejdsfør person chancen for en god tilværelse. Ifølge den danske historiker Kristian Hvidt blev ikke alene danske subsistensløse, men også kriminelle viderebefordret til Amerika med politiets medvirken. I 1868 kom den første officielle klage fra den amerikanske gesandt i København vedrørende dette spørgsmål i anledning af, at en navngiven tyv og formentlig morder var betalt af politiet for at udvandre til Amerika – en sag der vakte opsigt derovre. Alligevel stoppede praksis ikke. ”Man fortsatte derimod, som det fremgik af sager i 1882 og 1887 med at benåde forbrydere for straf mod at de rejste til Amerika”, skriver Kristian Hvidt ((Kristian Hvidt: Flugten til Amerika eller Drivkræfter i masseudvandringen fra Danmark 1868-1914, s. 38.)).

Vi har sammenholdt de arkivalier, vi har kunnet finde om den enkelte person med øvrige arkivalier om stedet og tiden for at prøve at forstå, hvad der lå bag ved disse udskibninger, hvorfor netop de 27 personer blev sendt af sted og ikke mindst, hvilke forestillinger de ledende gjorde sig med hensyn til, om eksperimentet kunne lykkes. Mange forskellige faktorer spillede ind:

  • For det første udrejste som omtalt mange mennesker fra Danmark i årene fra 1866 – 1930. Der var en udbredt forestilling om, at fattige og arbejdsløse i Amerika kunne få et nyt og bedre liv. Specielt på Lolland var det svært at erhverve land til småbrug for husmænd, og der var specielt for mænd stor arbejdsløshed, hvilket bevirkede, at særlig mange fra det område af Danmark udvandrede
  • For det andet blev fattige og tiggende personer oplevet som et samfundsmæssigt problem. I 1860 kom Lov om Straffen for Løsgængeri og Betleri ((Lov om Straffen for Løsgængeri og Betleri af 3. Marts 1860.)). I lovens § 1 står der, at den, der strejfer arbejdsløs omkring, og som ikke kan påvise, at han har midler til sit underhold eller søger lovligt erhverv, bliver anset som løsgænger. Straffen for løsgængeri var fængsel på vand og brød, men hvor der fandtes ”Tvangsarbeidshuse”, kunne den pågældende idømmes den form for straf, således at seks dages tvangsarbejde svarede til en dags fængsel på vand og brød.
  • For det tredje kunne mennesker, der ikke var idømt tvangsarbejde, men som havde forbrudt sig mod reglerne på en fattiggård, indsættes på Anstalten uden dom. De blev administrativt indsat af myndighederne, der så også kunne bestemme, hvornår den pågældende igen kunne slippes fri. Det ser i de undersøgte sager ud til, at sognene ikke ønskede vanskelige personer løsladt, men at de var villige til at forsøge at få de pågældende udskibet til Amerika eller Canada udstyret med en enkeltbillet.
  • For det fjerde, havde Anstaltens inspektør en særlig interesse i disse udrejser eller bortsendelser, da det i disse (få) tilfælde var hans eneste mulighed for at udskrive en person, men også fordi han i nogle tilfælde blev bekymret for de psykiske omkostninger for den enkelte, den tidsubestemte straf havde. Det ser ud til, at inspektøren specielt foreslog udrejse for personer, som sognene under ingen omstændigheder ønskede at få udskrevet og hjemgivet. Det var altså ikke de lette tilfælde, der blev udskibet, men typisk drikfældige, adfærdsvanskelige, voldelige og kriminelle personer, som ingen ville ansætte.
  • For det femte ser der ud til at et forenet ønske blandt fattigkommissioner og inspektør har forstærket tendensen. Sognene ønskede akut at blive fritaget for et hverdagsproblem, der var økonomisk belastende. Inspektøren ønskede at udskrive de vanskeligste. Der udviklede sig over tid rutiner på området med Anstaltens inspektør som primus motor. Beløbet til rejsen blev typisk indsamlet blandt beboere i den pågældendes hjemsogn.
  • For det sjette var der i straffeloven af 1866 en indlejret en forestilling om, at ”uværdige” fattige, der kunne arbejde, men ikke gjorde det, selv var skyld i deres situation. Da straffeloven af 1866 blev afløst af en ændret straffelov i 1930 skete der en ændring af kriminalitetens ætiologi. Opfattelsen af ”egen skyld” blev afløst af naturvidenskabelige forklaringer på visse afvigelser ((Jesper Jacobsen: Udviklingshæmmede og strafferetten – en komparativ analyse (1866-2012), s. 18 Bachelor opgave Københavns Universitet.)).
  • For det syvende er det relevant at pege på betydningen af den måde, disse bortsendelser blev italesat på. Retorikken omkring de pågældende personer skiftede i takt med at deres udrejse var besluttet. Fra fokus på negativ adfærd blev fokus nu rettet mod legemlige styrke og fysiske arbejdsevne. Fortællingen om en afvigende person på Anstalten føjer sig ind i fortællingen om, hvad der kræves af en udvandrer, der skal leve under anderledes vilkår i et fremmed land. ”Han er i besiddelse af et sjældent stærkt Legeme, Kræfter og Udholdenhed og vant til at være med faa Bekvemmeligheder”, blev der skrevet om den 27årige Hans Peder Olsen fra Saxkjøbing Landsogn som argument for hans velegnethed til at blive bortsendt til Amerika ((Stamnummer 618 Hans Peder Olsen. Brev fra inspektør Hansen til sognerådet i Saxkjøbing Landssogn af 9. februar 1880. Saxenhøjarkivet.)). Forestillingen var, at livet i Amerika krævede noget andet af de personer, der udvandrede, end det, der blev krævet i Danmark. De udsendte personer havde noget, som kunne være en fordel, når man skulle slå sig igennem i et fremmed land.

Et af de centrale spørgsmål i denne undersøgelse er, om der med de omtalte personers udrejse til Amerika og Canada var tale om en form for deportation eller om en ny chance. Der er ingen tvivl om, at både sogneråd og inspektør på Anstalten ønskede at blive fri for de økonomiske og adfærdsmæssige problemer, som den enkelte udrejste repræsenterede. Men der var også en opfattelse af, at det kunne være muligt for de pågældende at ”tage sig sammen” i nye omgivelser, hvor de var overladt til sig selv, og at der i Amerika måske var brug for andre adfærdstræk end det, der var norm i Danmark. Selv om der blev formuleret håb om den enkeltes ændrede adfærd, blev det (næsten) ikke diskuteret, om udskibning til Amerika var en faglig og etisk forsvarlig procedure. Det kan selvfølgelig diskuteres, om det var bedre at opholde sig tidsubestemt på Anstalten end at blive ”deporteret” til Amerika. Var det mere humant at være fortsat institutionaliseret end at blive udskibet til mulig deroute? Svaret på det spørgsmål afhænger af, hvordan det gik den enkelte videre i livet. Det ved vi kun lidt om. Af de 27, der blev sendt af sted, vendte 7 tilbage til Anstalten. Hvad der skete med de øvrige, har vi kun spredt viden om via hjemsendte postkort og amerikanske arkivsamlinger, som vi har fået adgang til via en dansk historiker Henning Bender. Enkelte ser ud til at have klaret sig, men om de fleste er der ingen oplysninger.

Retligt kan der stilles spørgsmål om, hvorvidt straffeloven af 1866 var en forudsætning for de 27 personers udskibning til Amerika og Canada, fordi den lagde op til, at det enkelte menneske havde sin frie vilje til at vælge det gode frem for det onde. Blev det omvendt således, at straffeloven af 1930 med sit mere humane og diagnostiske syn på afvigende adfærd på forhånd afskar de anbragte denne mulighed? Eller er deportation et fænomen, der sætter sig igennem til alle tider, sådan som den norske historiker Lars Borgesrud plæderer for ((Lars Borgersrud (2004): Staten og krigsbarna. En historisk undersøgelse av statsmyndighetenes behandling av krigsbarna i de første etterkrigsårene. Utgit av Institutt for kulturstudier, Universitetet i Oslo. Forskningsprojektet” Oppvekstvilkår for krigsbarna”.)). For det sidstnævnte taler, at man henholdsvis i 1911 og 1921 oprettede ø-anstalter i Danmark for det, der blev kaldt moralsk åndssvage mænd og kvinder, og disse ø-anstalter fungerede frem til 1961. Der var her ikke tale om en deportation ud af landet, men om deportation indenfor landets grænser af personer, der ikke kunne fastholde et arbejde, som vagabonderede, stjal og for kvindernes vedkommende blev opfattet som løsagtige. De mennesker, der blev indsat på ø-anstalterne blev betragtet som lidende af en bestemt diagnose, der også gav en prognose for deres fremtidige adfærd. Konklusionen på det var, at de ikke kunne overlades til sig selv, men burde være under stadig kontrol af anstaltssystemet, hvilket som på Anstalten i Saxkøbing betød anbringelser på ubestemt tid. Hvis deportationstanken både er et gammelt og nutidigt fænomen, så må et nutidigt spørgsmål være, hvordan vi som samfund behandler dem, der aktuelt opfattes som økonomisk belastende og adfærdsmæssigt besværlige. Behandles de ”deportativt” og i givet fald på hvilken måde sættes de udenfor samfundet?

I forhold til vor forskning om de personer, der i perioden 1866 – 1930 blev opfattet som uønskede i Danmark, og som blev bortsendt til Amerika, viser der sig følgende mønster:

  • De (få) personer, der blev sendt af sted fra Anstalten var de mest besværlige
  • Der var et økonomisk incitament til bortsendelserne, men også et adfærdsmæssigt
  • Bortsendelsen løste et hverdagsproblem for sogn og inspektør
  • Etiske spørgsmål i forbindelse med bortsendelse blev næsten ikke diskuteret
  • Retorikken anvendt i breve om udsendelse blev udtrykt i humane vendinger
  • De ledende fagpersoner fralagde sig ansvaret for de udsendtes videre skæbne, når de først var sendt af sted.

Kommentarer

Skriv et svar